Nyt fra Svebølle i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Svebølle er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Niels Pedersensvej, Greve (forsøg)
Strandvej, Gudmindrup, Højby Sj.
Skovbovej, Bjæverskov
Vallekildevej, Hørve

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Egestræde, Store-Heddinge
Bispegårdsvej, Allerslev, Lejre
Gymnasievej, Køge

Tyveri fra køretøjer:

Haraldstedvej, Valsømagle, Ringsted
Dalager, Gevninge, Roskilde
Lillemarken, Gevninge, Roskilde
Gevninge Bygade, Gevninge, Roskilde (forsøg)
Lindenborgvej, Gevninge, Roskilde
Nordkrogvej, Jerslev Sj.


Lastbilchauffør kom til skade i arbejdsulykke – Finervej, Gadstrup – Roskilde

Kl. 06.44 torsdag morgen slog medarbejdere på genbrugspladsen alarm, idet en lastbil var væltet under aflæsning af murbrokker. Lastbilens chauffør, der befandt sig i førerkabinen, var kommet til skade ved uheldet, der skete, mens lastbilens tippelad var kørt op i forbindelse med aflæsningen.

 

Redningspersonale måtte redde den fastklemte, 58-årige mandlige lastbilchauffør fra Frederiksværk ud ved at skære hul i førerkabinens tag, så lastbilchaufføren kunne køres på skadestuen. Her vurderede det sundfaglige personale dog, at den 58-årige havde pådraget sig så alvorlige kvæstelser, at han skulle overflyttes til Rigshospitalet til fornøden behandling.

 

Politiet underrettede Arbejdstilsynet, der ankom til genbrugspladsen for at foretage sine undersøgelser, så de to myndigheder senere kan afgøre, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for ulykken.
Den tilskadekomne er fortsat indlagt på Rigshospitalet til behandling for alvorlige kvæstelser, men meldes dog uden for livsfare.

Færdselsuheld – Vestervej / Jernbanevej / Fynsgade, Ringsted

Kl. 07.07 fik politiet via alarm 112 melding om, at en cyklist var blevet påkørt i rundkørslen ved Jernbanevej / Vestervej / Fynsgade af en bilist, som ikke længere befandt sig på uheldsstedet.
En patrulje kunne på uheldsstedet ikke se nogen spor efter sammenstødet, ligesom ingen vidner henvendte sig til politiet, som efterfølgende fik klarlagt omstændighederne.

 

En 28-årig kvinde fra Ringsted var kørt på cykel ad Fynsgade frem til rundkørslen, som hun kørte rundt i for at fortsætte videre ad Jernbanevej. Da hun befandt sig ud for Vestervej, blev hun påkørt af en mindre sort personbil, der var kørt fra Vestervej og ind i rundkørslen. Bilisten var fortsat efter påkørslen, selv om den kvindelige cyklist væltede som følge af påkørslen.

Cyklisten var sluppet uden behandlingskrævende skader, og politiet har nu optaget rapport om sammenstødet i et forsøg på at finde frem til bilisten. I den forbindelse vil politiet gerne i kontakt med personer, der måtte have overværet sammenstødet mellem de to trafikanter i rundkørslen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld – Svallerup Landevej / Svallerup Bygade, Svallerup, Kalundborg

Kl. 07.39 var to bilister stødt sammen i det firbenede vejkryds Svallerup Landevej – Svallerup Bygade.
Det viste sig, at en 45-årig kvinde fra Kalundborg var kørt i en varebil ad Svallerup Bygade frem til krydset ved Svallerup Landevej (rute 22), hvor hun ville fortsætte lige over og videre ad Østervang. Efter fremkørsel over vigelinjen stødte hun sammen med en 32-årig kvinde fra Kalundborg, der i en personbil kørte ad Svallerup Landevej i sydlig retning.

 

Ingen af de to parter kom til skade ved sammenstødet, der forårsagede mindre skader på de to biler. Efter sammenstødet holdt de begge i vejsiden og var ikke til ulempe for trafikken i krydset.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.

Tyveri fra fire varebiler i samme område – Gevninge, Roskilde – Lejre

Torsdag morgen og formiddag modtog politiet tre anmeldelser og yderligere en anmeldelse fredag morgen om tyveri eller forsøg herpå fra varebiler, der havde været henstillet i Gevninge-området.

 

De tre først anmeldte tyverier var alle sket natten mellem onsdag og torsdag fra tre varebiler, hvoraf to havde fået opbrudt sidedøren, så tyven(e) kunne skaffe sig adgang til varerummet. Fra disse to varebiler på hhv. Dalager og Lillemarken havde tyven stjålet diverse værktøj, mens en tredje varebil på Gevninge Bygade havde skader på en bagdør, hvorefter tyven(e) gav op uden at stjæle noget.

 

Den fjerde anmeldelse omhandlede en varebil på Lindenborgvej, hvor tyven(e) natten mellem torsdag og fredag havde knust bagruden og herefter været inde i varebilen, men tilsyneladende ikke stjålet noget.

Politiet efterforsker nu disse fire anmeldelser ud fra de eventuelle spor, der måtte være i sagerne, i et forsøg på at få identificeret en eller flere mistænkte. Også personer, der i løbet af de to nætter har set eller hørt noget usædvanligt i Gevninge-området, må gerne kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne.

Gode råd fra politiet om at forhindre tyveri fra varebiler

Midt- og Vestsjællands Politi har nogle gode råd til, hvad du selv kan gøre for at forsøge at forhindre tyveri fra din bil:

• Parker – om muligt – varebilen på en sådan måde, at det er besværligt at komme ind i den ad bag- eller sidedøre.
• Deaktiver knappen til central oplåsning af bag- og sidedøre (knappen findes ikke i alle varebiler).
• Fjern særligt værdifuldt værktøj fra bilen
• Mærk værktøj med f.eks. en særlig farve, initialer eller firmanavn mv., så stjålet værktøj vil være sværere at afsætte for tyven og nemmere for politiet at identificere ejeren
• Biler, der parkeres i længere tid eller efter mørkets frembrud, bør parkeres, hvor der er belysning – og gerne i nærheden af beboelse. Undgå at parkere bilen på øde steder.

Utryghedsskabende mand har slået lejr – Strøby – Stevns

Torsdag formiddag fik politiet flere henvendelser om en udenlandsk mand, som nærmest havde slået lejr i et shelter-område bag Strøby kirke. Flere forsøg på at få manden til at forlade området havde ifølge anmelderne været forgæves, hvorfor politiet kørte til området for at tale med manden.

 

På shelter-området var den pågældende – en 45-årig mand fra Rumænien, men med tilknytning til Danmark – ikke til stede. Han havde dog indrettet shelter-området med primitivt udstyr til f.eks. madlavning osv., hvilket blev efterladt urørt af politiet.
Politiet fik dog senere telefonisk kontakt til den 45-årige, som fik et påbud om at forlade området inden for de næste to dage.

Vanvidskørsel / spirituskørsel – bil beslaglagt – Dyndetvej, Borup – Køge

Kl. 12.05 anmeldte en opmærksom bilist, at han havde villet hjælpe en bilist, der var standset lidt underligt på Dyndetvej. Anmelderen havde herefter konstateret, at bilisten var en del påvirket af spiritus og fik forhindret den kvindelige bilist i at fortsætte kørslen ved at tage bilnøglen ud af tændingen.

Inden politiets ankomst til stedet havde anmelderen fået kvinden ud af bilen, som han ville parkere mere hensigtsmæssigt. I ventetiden havde kvinden mistet balancen og var faldet omkuld.

Politiet fik på stedet kontakt til en kraftigt spirituspåvirket, 44-årig kvinde fra Odsherred, som blev sigtet for spirituskørsel efter at have pustet et par gange i politiets alkometer. Testen gav i begge tilfælde udslag til noget over to promille, hvorfor politiet vurderede kvindens kørsel til at være omfattet af reglerne om vanvidskørsel.

Den 44-årige blev efter sigtelsen for spirituskørsel anholdt og kørt til skadestuen for at få udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Efter afhøring til sagen om spirituskørsel forblev den 44-årige fortsat i politiets varetægt, idet hun også var efterlyst som udeblevet fra fogedretten i Roskilde, hvor politiet afleverede hende, så retsmødet i hendes sag kunne gennemføres.

Den 44-årige var blevet gjort bekendt med, at hendes bil blev beslaglagt med henblik på konfiskation efter reglerne om vanvidskørsel, hvilket hun umiddelbart accepterede. Torsdag aften henvendte den 44-årige sig dog til politiet for at få oplysninger om, hvor hendes bil befandt sig. Politiet kunne så fortælle hende, at den var i politiets varetægt, hvilket hun på dette tidspunkt ikke accepterede. Derfor skal en dommer nu kigge nærmere på grundlaget for beslaglæggelsen af hendes bil som konsekvens af sigtelsen for spirituskørsel tidligere på dagen.

Færdselsuheld – Holbækvej / Tingvejen, Kalundborg

Kl. 13.14 var to bilister impliceret i et sammenstød på Holbækvej ved Tingvejen, således at trafikken i det østgående spor på Holbækvej blev spærret efterfølgende.

 

Det viste sig, at en 50-årig mand fra Rødovre som fører af en varebil med en tilkoblet trailer, hvorpå en bil stod, var kørt ad Tingvejen mod nord frem til krydset ved Holbæk. Han havde lavet et højresving med lav hastighed og øgede langsomt sin hastighed under den fortsatte kørsel med vogntoget ad Holbækvej i østlig retning.

 

En 45-årig kvinde fra Svebølle kørte i en personbil også i østlig retning ad Holbækvej, men måtte nedsætte sin hastighed på grund af den 50-åriges langsomme acceleration. Hastighedsnedsættelsen opdagede en 30-årig mand fra Grevinge for sent, at han i sin personbil påkørte bagenden af kvindens bil. Den 50-åriges vogntog blev ikke direkte impliceret i uheldet, så han var ikke umiddelbart bekendt med sagen, før politiet fandt ham og gjorde ham bekendt med, at hans kørsel ville indgå i omstændighederne ved de to øvrige bilisters sammenstød.

 

Politiet har nu optaget rapport om sammenstødet mellem de to personbiler med baggrund i den 50-åriges kørsel med sit vogntog for at få klarlagt, om færdselsloven kan være overtrådt.
Kl. ca. 14.30 var Holbækvej atter farbar i begge vognbaner, efter at et bugseringskøretøj havde fjernet de implicerede biler.

Miljøsag – Håbetvej, Mørkøv – Holbæk

Kl. 14.53 fik politiet en anmeldelse om, at der var sket en form for ulykke på en cementvarefarbrik. Ingen var kommet til skade ved ulykken.
Politiet fik klarlagt, at onsdag aften var en lastbil væltet og havde i den forbindelse ramt tre store beholdere, hvis væskeindhold blev brugt på fabrikken. Væsken fra de tre beholdere var løbet ud, og personalet havde sørget for akut opdæmning, så de udstrømmende væsker ikke løb ned i en kloak.

 

Det lokale redningsberedskab og kommunens miljøvagt blev underrettet om sagen, hvorefter de rykkede ud for at kigge nærmere på forholdene og træffe afgørelse om, hvad der videre skulle ske.

 

Politiet har nu optaget rapport for at få klarlagt, hvorfor lastbilen væltede, og for i samarbejde med Holbæk kommunes miljøafdeling af få klarlagt, om nogen kan drages til ansvar i forbindelse med den mulige miljøsag.

Spirituskørsel – Hovedvejen, Osted, Lejre – Lejre

Kl. 17.50 fik politiet en anmeldelse om en bilists usikre kørsel ad Hovedvejen i Osted, hvor bilisten havde gjort et kort ophold, inden kørslen var fortsat i sydvestlig retning.
Politiet fik efterfølgende kontakt til bilisten, som blev standset med henblik på en rutinemæssig kontrol i et forsøg på at få klarlagt årsagen til den usikre kørsel.

 

Der var tale om en 66-årig kvinde fra Lejre, som viste sig at være påvirket af alkohol under kørslen. Det afslørede et par alkometertest, hvorefter hun blev sigtet for spirituskørsel, inden hun fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse.

Politiet havde med baggrund i alkometertesten en formodning om, at alkoholkoncentrationen i den udtagne blodprøve ville give grundlag for en ubetinget frakendelse af førerretten, så politiet inddrog den 66-åriges førerret. Det betyder, at hun ikke længere må være fører af et køretøj, hvortil et kørekort kræves. Hun vil nu høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.

Færdselsuheld – bilist flygtet – Tjærebyvej, Tjæreby, Roskilde

Kl. 18.21 anmeldte en 54-årig mand fra Brønshøj, at han havde været impliceret i et færdselsuheld på Tjærebyvej tæt på en grusgrav og et køreteknisk anlæg.

 

Politiet fik klarlagt, at den 54-årige var kørt i østlig retning i en personbil med tilkoblet trailer og netop havde passeret en bakketop, da han bagfra blev påkørt. Der var tale om en hvid Ford Transit-lignende bil, hvis fører undlod at standse efter påkørslen af den 54-åriges vogntog.
Politiet har nu optaget rapport om sammenstødet i et forsøg på at få identificeret det hvide køretøj, hvis fører undlod at standse og deltage i de foranstaltninger, som sammenstødet gav anledning til. Ingen kom til skade ved uheldet.

Narkobilist havde ulovlig kniv – Ringstedvej, Lellinge, Køge

Kl. 18.47 sigtede politiet en 24-årig mand fra Odense indledningsvist for manglende brug af sikkerhedsselen og for at have glemt kørekortet under kørsel i østlig retning ad Ringstedvej i en personbil. Efterfølgende kunne politiet mistænke ham for at være påvirket af narkotika under kørslen, så han blev også sigtet for narkokørsel og fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

 

Ved visitationen fandt politiet den 24-årige i besiddelse af en kniv med en bladlængde på 17 cm, hvilket medførte yderligere en sigtelse for overtrædelse af knivloven.
Den fynske mand vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Brandundersøgelse – Gersagerparken, Greve

Kl. 23.03 rykkede brandvæsnet og politiet ud til beboelseskvarteret i anledning af en mindre brand i noget foran en opgang.
Det viste sig at være ildebrand i en mindre bunke aviser, så brandvæsnet kunne hurtigt få slukket branden. Politiet undersøger nu omstændighederne ved brandens opståen nærmere, idet der ikke var nogen naturlig forklaring på brandens opståen. Der skete ingen skade på hverken personer eller nogen beboelsesejendomme.

Narkokørsel – Vordingborgvej, Herfølge – Køge

Kl. 23.37 anholdt og sigtede politiet en 22-årig kvinde fra Rødovre for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, efter at hendes deltagelse i en narkometertest havde indikeret, at hun var påvirket af både cannabis og kokain under kørslen.
Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Indbrud i gymnasium – Gymnasievej, Køge

Kl. 02.18 fik politiet en anmeldelse fra et alarmfirma om, at en rude var blevet knust i forbindelse med et indbrud på gymnasiet.
Politiet kørte til stedet og undersøgte skolens område, hvor tyven(e) havde skaffet sig adgang til et kontor ved at knuse rude. Herefter var et IT-rum blevet opbrudt, så nogle bærbare computere var blevet stjålet.

 

Spor fra politiets tekniske undersøgelser samt eventuel videoovervågning vil nu indgå i politiets efterforskning for at få identificeret tyven(e). Politiet vil derfor gerne i kontakt med personer, der måtte have bemærket noget usædvanligt i området ved gymnasiet i tiden op til anmeldelsen kl. 02.18. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Indbrud i skole – Bispegårdsvej, Allerslev, Lejre – Lejre

Kl. 03.00 gik tyverialarmen igen fra Allerskole skole, så politiet rykkede ud til skolen for at undersøge sagen nærmere.
Der havde igen været indbrud på skolen, idet afdækningen i en rude, som tyven(e) tidligere havde knust for at få adgang til klasselokaler, var blevet ødelagt for igen at komme ind på skolen. Indbruddet var formentlig sket for at stjæle computere, som skolen var begyndt at opbevare andre steder i skolens bygninger. Derfor blev der intet udbytte ved dette indbrud, som faktisk er tredje indbrud på skolen i løbet af september måned.

 

Efterforskningen efter de anmeldte indbrud har dog indtil videre ikke ført til sigtelse af nogen mistænkte, hvorfor politiet gerne hører fra personer, der måtte have oplysninger eller gjort observationer, som politiet kan bruge i efterforskningen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne.

Brandundersøgelse – Egetoftevej, Højby Sj. – Odsherred

Kl. 04.08 anmeldte en lokal kvinde, at hun netop var blevet vækket af et højt brag udenfor. Da hun undersøgte årsagen nærmere, kunne hun se en bil i brand på Egetoftevej.

Brandvæsnet og politiet rykkede straks ud til stedet, hvor bilen ikke stod til at redde og derfor udbrændte.

Politiet kunne efterfølgende konstatere, at der var tale om en mindre personbil fra Odsherred-området. Den stod delvist ud i grøften, da den var brudt i brand af ukendt årsag.

 

Årsagen til brandens opståen og bilens placering på Egetoftevej skal politiet nu have undersøgt nærmere, da der ikke umiddelbart var nogen naturlig forklaring på brandens opståen. Yderligere var der også tegn på, at bilen formentlig var blevet stjålet inden branden. Politiet vil derfor gerne i kontakt med personer, der har bemærket noget usædvanligt på Egetoftevej i tiden op til anmeldelsestidspunktet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi