Nyt fra Svebølle i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Svebølle er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

 

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Lille Lyngvej, Solrød Strand
Egøjevej, Køge (forsøg)
Pilevej, Ubby, Jerslev Sj. (forsøg)
Kongebakken, Roskilde
Karlemosevej, Køge

 

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

 

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

 

Tyveri fra køretøjer:

Kastaniegårdsvej, Ejby, Lille-Skensved


 

Kontrol af tunge køretøjer på Bornholm

Tungvognscenter Øst (TCØ) står for al kontrol på tungvognsområdet på Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm. I disse dage afholder TCØ tungvognskontrol på Bornholm, hvor lastbiler, varebiler og traktorer kontrolleres.
Ved gårsdagens kontrol blev standset i alt 36 lastbiler, 6 varebiler og en traktor. Det førte til sager på otte lastbiler på grund af overtrædelse af godsloven, fordi kravene til chaufførerne ikke blev overholdt eller fordi der var fejl og mangler på køretøjerne. En sættevogn fik inddraget nummerplader på grund af fejl mangler og flere lastbiler blev indkaldt til ekstraordinært syn.
To varebiler var ikke lovlige, da den ene kørte med 16% overlæs, og den anden kørte med farligt gods uden tilladelse på færgeoverfarten mellem Ystad og Rønne. En enkelt traktor blev stoppet og føreren sigtet for fejl og mangler på traktoren.
De sigtede kan alle forvente en bøde i deres sager.

Motorcyklist sigtet for vanvidskørsel og falske anmeldelser til politiet – Lejre / Odsherred

En 31-årig mand fra den nordlige del af Odsherred kommune blev onsdag sigtet for flere tilfælde af vanvidskørsel på sin motorcykel søndag den 22. maj 2022 om eftermiddagen. En civil videopatruljebil fra færdselspolitiet kørte på det tidspunkt bag den 31-årige ad Lindenborgvej, Lindenborg, Kirke-Såby, i østlig retning, da motorcyklisten et par gange kørte kun på motorcyklens baghjul.
Da færdselspolitiet efterfølgende ville standse motorcyklisten, satte den 31-årige derimod hastigheden kraftigt op, så han kørte med mindst 182 km/t gennem Gevninge trods højst tilladt 50 km/t, videre ad landevejen mod Svogerslev, hvor han kørte med 203 km/t trods højst tilladt 80 km/t samt med 217 km/t på vejstrækning med højst tilladt 70 km/t, inden motorcyklisten forsvandt for den forfølgende patruljebil.
Under kørslen kørte motorcyklisten også venstre rundt om et helleanlæg samt foretog en overhaling over en spærrelinje til ulempe for en modkørende bilist.

Efterfølgende anmeldte den 31-årige et indbrud i sin private bolig i Odsherred kommune, hvor motorcyklen skulle være blevet stjålet med rette nøgle.

Efterforskning både i færdselssagen og i anledning af indbruddet gav politiet anledning til at mistænke den 31-årige for at have været fører af motorcyklen, og at indbruddet og brugstyveriet af motorcyklen på tidspunktet for vanvidskørslerne var falske anmeldelser.
Den 31-årige, der har kørekort til bl.a. motorcykel, mødte til afhøringen sammen med en forsvarer, og i forbindelse hermed beslaglagde politiet med den 31-åriges accept motorcyklen med baggrund i reglerne om vanvidskørsel.

Politiet og anklagemyndigheden vil senere tage kontakt til den 31-årige, når straffesagerne mod ham skal afgøres i et retsmøde, hvor dommeren også skal tage stilling til endelig konfiskation af motorcyklen.

 

Narkokørsel – Fjordvej, Hørve – Odsherred

Kl. 10.50 anholdt og sigtede politiet en 42-årig mand fra Grevinge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, selv om en narkometertest indikerede, at han var påvirket af hash under kørslen. Endvidere havde han glemt at medbringe sit kørekort under kørslen.
Den 42-årig blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

 

Narkokørsel uden førerret mv. – Birkelyparken, Greve

Kl. 11.00 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 33-årig mand fra København S for kørsel i en personbil, selv om han kunne mistænkes for at være påvirket af narkotika under kørslen. Endvidere havde den 33-årige ikke generhvervet sit kørekort, så han blev også sigtet for kørsel uden førerret i bilen.
Efter anholdelsen fandt politiet den 33-årige i besiddelse af knap et gram kokain, som beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Den 33-årige var endvidere i besiddelse af et mindre kontantbeløb, hvoraf en del også blev beslaglagt som afdrag på den gæld, som han har til det offentlige.
Den 33-årige blev afhørt til sagerne og blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Sluttelig sigtede færdselspolitiet en 21-årig kvinde fra Greve for overtrædelse af færdselsloven ved at have overladt føringen af personbilen til en person, som ikke lovligt kunne være fører af køretøjet.

 

Færdselsuheld – Københavnsvej / Vinkelvej, Køge

Kl. 13.05 slog ambulancepersonale alarm til politiet, idet ambulancen var kørt forbi krydset Københavnsvej – Vinkelvej ganske kort tid efter, at en bilist og en cyklist var stødt sammen i krydset.
Ambulancepersonalet tilså den 50-årige cyklist, der var sluppet med diverse knubs som følge af sammen med bilisten. Cyklens forhjul var dog blevet ødelagt.
Bilisten var en 51-årig mand fra Bagsværd, der i en personbil var kørt ad Vinkelvej mod øst frem til krydset ved Københavnsvej, hvor han havde til hensigt at svinge til højre i sydlig retning.
Umiddelbart efter fremkørsel over vigelinjen blev bilisten på sin højre side påkørt af den kvindelige cyklist, der på sin el-cykel kørte ad cykelstien i nordlig retning og havde til hensigt at fortsætte ligeud i krydset.
Politiet kunne ved undersøgelse af uheldsstedet konstatere, at cykelstien på vestlige side af Københavnsvej ud for Vinkelvej var dobbeltrettet på grund af vejarbejde på den modsatte side af Københavnsvej. Rapport er optaget for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved uheldet.

 

Væltet lastbil på mark – Tølløsevej, Ugerløse – Holbæk

Kl. 15.36 fik politiet en melding om, at en lastbil var væltet ude på en mark. Det viste sig, at en 38-årig mand fra Holbæk som fører af en lastbil var kørt ud på en mark for at læsse noget jord af. Han tippede lastbilens lad, men herunder væltede lastbilen uventet om på siden, så den 38-årige chauffør pådrog sig overfladiske skrammer. Han blev derfor bragt til skadestuen til kontrol.
Politiet har nu optaget rapport om ulykken, så politiet i samarbejde med Arbejdstilsynet kan få klarlagt de nærmere omstændigheder, herunder om nogen arbejdsmiljømæssige regler kan være overtrådt.

 

Strid mellem mand og kvinde – Nørre Boulevard, Køge

Kl. 15.57 rykkede politiet med flere patruljer ud til et slagsmål mellem en mand og en kvinde på Nørre Boulevard i Køge.
På stedet traf politiet en 38-årig kvinde fra Køge, som oplyste at have fået nogle overfladiske skrammer efter klammeri med en 41-årig mandlig bekendt.
De to parter var under ophold på kvindens bopæl blevet uenige, så der var opstået et slagsmål mellem dem. Efterfølgende havde manden taget kvindens mobiltelefon, inden han forlod hendes adresse.
På Nørre Boulevard forsøgte kvinden under råben og også håndgemæng med manden at få sin mobiltelefon retur. De to parters adfærd på gaden bevirkede, at vidner kom til og adskilte de to, hvorefter manden forsvandt i området.
En hundepatrulje var også i området for at lede efter både manden og kvindens mobiltelefon, såfremt manden måtte have skilt sig af med den under flugten.
Lidt senere blev manden dog fundet i en have på en nærliggende vej, hvor han gemte sig. Den 41-årige, der var påvirket af spiritus og måske også narkotika, blev anholdt på grund af den voldelige strid mellem de to parter. Ved visitationen fandt politiet ham i besiddelse af kvindens mobiltelefon, som blev tilbageleveret til rette ejer.
Senere på aftenen løslod politiet den 41-årige efter en afhøring for at få klarlagt hændelsesforløbet mellem de to parter i løbet af eftermiddagen.

Politiet vil derfor gerne i kontakt med eventuelle vidner, der måtte have set de to parters adfærd på Nørre Boulevard, så politiet kan få klarlagt de nærmere omstændigheder. Kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 46351448 med oplysninger i sagen.

 

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 17.32 var en lastbil forulykket på Vestmotorvejen i det østgående spor mellem afkørslerne (36) Ringsted N og (35) Ringsted Ø.
Det viste sig, at den forulykkede lastbil lå i grøfte på den sydlige side af vejen, efter at den havde påkørt et autoværn ved nødsporet samt et større vejskilt. Ved ulykken var en større mængde dieselolie blevet spildt på kørebanen, så vognbanen nærmest nødsporet blev afspærret i forbindelse med rednings- og oprydningsarbejdet de følgende timer.
Den 65-årige lastbilchauffør var sluppet uskadt fra ulykken, der formodes at være sket, da lastbilens kran ramte en gang- og cykelbro over motorvejen. Mindre fragmenter fra broen ramte efterfølgende en bil, som en 43-årig mand fra København S førte tæt på lastbilen.
Broen blev vurderet til umiddelbart ikke at have fået større skader som følge af påkørslen.
Redningsarbejdet varede frem til kort efter midnat, hvor afspærringen af vognbanen kunne ophæves. Undervejs havde afspærringen medført mindre kødannelse på motorvejen.

 

Opfarende mand i toget endte i detentionen – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 19.55 måtte politiet køre til togstationen i Ringsted for at sætte en mand af toget, fordi politiet havde fået en anmeldelse om, at han optrådte udadreagerende over for andre passagerer.
Politiet fik kontakt til en spirituspåvirket og stadig opfarende, 35-årig mand fra Midtjylland, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af adfærden og kort efter anholdt, så han efter et lægetilsyn kunne falde til ro under ophold i detentionen på politistationen i Roskilde.
Den 35-årige blev tidligt torsdag morgen løsladt og kan nu forvente at modtage en bøde som afgørelse på sagen.

 

Truende dreng med ulovlig kniv – Jernbanevej, Svebølle – Kalundborg

Kl. 20.23 fik politiet en anmeldelse fra en 14-årig pige fra Snertinge, der havde henvendt til personalet i en ungdomsklub i Svebølle. Pigen var sammen med en veninden blevet truet af en ung mand med en kniv under ophold på togstationen i Svebølle. Han havde tillige truet med at lade være med at anmelde noget til politiet om truslerne, inden han havde kastet kniven væk og havde forladt området.
En hundepatrulje fik hurtigt fundet kniven, som var en større isoleringskniv, der blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af knivloven.
Samtidig ledte andre patruljer efter den truende unge mand, som lidt senere på aftenen blev fundet i en bil, som hans mor var fører af.
Der var tale om en 13-årig dreng fra Kalundborg, som kortvarigt blev tilbageholdt for at få klarlagt de konkrete omstændigheder. Han vil senere blive indkaldt til afhøring, men kan ikke sigtes i anledning af truslerne mod de to piger, fordi han er under den kriminelle lavalder på 15 år. Herefter kørte den 13-årige hjem sammen med sin mor.

 

Brandundersøgelse – Gl. Sorøvej, Rørby, Kalundborg

Kl. 00.12 var der udbrudt brand i bryggerset i stuehuset på en landejendom, så brandvæsnet var blevet tilkaldt.
Politiet kørte også til stedet, hvor branden fra bryggerset havde bredt sig opad mod loftet og taget. Trods hurtig brandslukning havde branden dog fået så meget fat i tagkonstruktionen, at mindre dele af taget var faldet sammen.
Ingen personer var kommet egentlig til skade som følge af branden, der blev opdaget af en 21-årig mandlig beboer på stedet. Han havde opdaget røg i bygningen og konstateret branden i bryggerset, inden han slog alarm. Den 21-årige blev rutinemæssigt bragt til skadestuen til kontrol for eventuel røgforgiftning.
Politiet skal nu undersøge brandstedet nærmere ud fra en mistanke om, at elektriske installationer i bryggerset kan være årsagen til brandens opståen.

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi