Midt- og Vestsjællands Politi: Seneste nyt fra Svebølle - mandag den 3. maj

Profilbillede
dato

Svebølle er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Den forlængede weekends anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Borgmestergårdsvej, Holbæk
Navergangen, Karlslunde
Algade, Roskilde

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Lupinvej, Jyllinge
Olsbækeng, Greve (2 steder)
Bastionen, Ringsted
Stormandshøjen, Himmelev, Roskilde (2 steder)
Kærmindevej, Køge
Viseren, Vig
Sct. Gertrudsvej, Ringsted
Rolighedsvej, Grevinge

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Døvnældevej, Ordrup, Fårevejle
Strandvejen, Køge
Søndervangsvej, Yderby, Sjællands Odde

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Digehuset, Greve

Tyveri fra køretøjer:

Roskildevænget, Roskilde (3 køretøjer)
Bregnegårdsvej, Køge


Torsdag – fredag


Unge butikstyve – Klosterparks Allé, Ringsted

Kl. 17.32 blev to 15-årige piger fra Ringsted tilbageholdt af vagten i Ringsted Outlet, hvor de var mistænkt for at have stjålet undertøj fra butikkerne Hunkemöller og Calvin Klein. Personalet i en af butikker havde bemærket de to piger, som havde haft en mistænkelig adfærd. Vagten blev derfor kontaktet og kunne på overvågningen i de to forretninger se, at pigerne havde stjålet undertøj fra forretningerne. Han tilbageholdt pigerne på parkeringspladsen, da de var ved at forlade Ringsted Outlet til fods.

En patrulje blev sendt til Ringsted Outlet, hvor også pigernes forældre kom til stedet. Politiet afhørte de to mistænkte, som erkendte tyveri af undertøj i forening for i alt 2910 kr. Undertøjet blev leveret tilbage til butikkerne, som derfor ikke havde et erstatningskrav.
De sociale myndigheder blev orienteret om sigtelsen af de to mindreårige piger, som begge kan forvente en bøde i sagen.

Mistænkeligt opkald fra ”politimand” – Ringsted, Køge Kommune

Kl. 17.25 anmeldte en 75-årig kvinde fra Ringsted i Køge Kommune, at hun dagen forinden havde fået et mistænkeligt opkald fra en mand, som sagde, at han var politimand. Manden ringede fra hemmeligt nummer, og sagde til den 75-årige, at han efterforskede en sag om indbrud i garager i kvinden nærområde. Den 75-årige fattede mistanke til ”politimandens” henvendelse og sagde, at han hun ville lave et kontrolopkald til politiet, for at få bekræftet, at hans opkald var reelt.

”Politimanden” bad den 75-årige lade være med at ringe til politiet med den forklaring, at det jo var ham, som kendte sagen. Da kvinden insisterede, afbrød manden forbindelsen. Den 75-årige blev ikke franarret personlige oplysninger i forbindelse med opkaldet, men politiet anser sagen, som forsøg på bedrageri.

Politiet vil gerne rose den vedholdende 75-årige kvinde, som holdt fast i sin skepsis, hvilket angiveligt gav manden i røret kolde fødder, så han afbrød opkaldet. En opfordring til borgere, som oplever noget lignende - Gør som den 75-årige: Afbryd opkaldet og kontakt den myndighed eller virksomhed, som opkaldet angiveligt skulle komme fra for at få bekræftet, at henvendelsen er reel.

Påvirket bilist havde skunklaboratorium – Nørre-Asmindrup – Odsherred

Kl. 23.12 var en patrulje med en narkohund i Nørre-Asmindrup i Odsherred, hvor en bil blev standset rutinemæssigt. Bilen havde netop parkeret foran en adresse og politiet henvendte sig til føreren, en 41-årig lokal mand, som var alene i bilen. Føreren af bilen var påvirket af både hash og alkohol, så han blev anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Patruljen gennemgik den anholdtes bil for narko, hvor der blev fundet en lille mængde marihuana. Politiet havde mistanke om, at den anholdte opbevarede mere narko i sin lejlighed, så der blev foretaget en ransagning af hans bopæl.

Patruljen gennemgik lejligheden med narkohunden og fandt her et mindre skunklaboratorium i et værelse. Der stod 18 cannabisplanter, vækstlamper og ventilatorer. I lejligheden blev desuden fundet 1176 gram færdig produceret marihuana, og en hashklump på omkring 10 g. En beregning af udbyttet af de 18 cannabisplanter blev fastlagt til 513 gram. Politiet beslaglagde narko og remedier til skunklaboratoriet med henblik på destruktion, hvilket den 41-årige accepterede.

Den 41-årige blev derfor sigtet for narkobesiddelse med henblik på videresalg, og han blev taget med til en blodprøveudtagelse, som skal fastslå, hvad og hvor meget, han havde indtaget forud for kørslen. Han blev herefter løsladt, men kan forvente at høre mere fra politiet i sine sager.

Fredag – lørdag


Bilist stak af fra politiet og endte i have – Uglebakken, Jyllinge, Roskilde

Kl. 09.14 valgte en bilist at trykke på speederen, da han fik øje på en politipatrulje, som vendte rundt for at lave et rutinetjek på bilen. Bilisten kørte ad Jyllinge Parkvej ud for Jyllingecentret, men forsøgte at køre fra patruljen via Værebrovej mod nord. Bilen kørte over for gult lys i krydset og bilisten ignorerede politibilen, selvom den kørte med horn og lygter tændt. I krydset ved Møllevej måtte patruljebilen standse op for tværgående trafik, så betjentene kortvarigt mistede syn på bilen. Da patruljen nåede til en skarp højrekurve efter krydset, fik de øje på den flygtende bilist, som var endt i en have tilhørende et hus på Uglebakken.

Føreren viste sig at være en 40-årig mand fra Jyllinge, som var sluppet uskadt var uheldet. Han blev anholdt og afhørt til, hvorfor han var kørt fra politiet. Manden havde noget kørekort, men det ikke var det eneste, som han havde på samvittigheden. Den 40-årige var også påvirket af euforiserende stoffer og havde en pose med 0,5 g amfetamin på sig ved anholdelsen. Nummerpladerne på bilen tilhørte en anden bil, og bilen var derfor hverken indregistreret eller forsikret, hvilket den 40-årige blev sigtet for. Han blev desuden sigtet for narkokørsel og taget med til en blodprøveudtagelse. Den 40-årige blev afhørt på politistationen, hvorefter han blev løsladt. Han kan forvente at høre meget mere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer.

Lørdag – søndag:


Tricktyveri – Smedelundsgade, Holbæk

Kl. 11.49 anmeldte en 87-årig mand fra Holbæk, at han i tidsrummet kl. 10.00-10.30 havde fået stjålet sit dankort under indkøb i supermarkedet Meny, da en fremmed mand havde afledt hans opmærksomhed. Ved kassen var den 87-årige i færd med at betale for sine varer ved brug af sit dankort. Netop da han havde tastet PIN-koden, blev han kontaktet en fremmed mand, der gjorde opmærksom på, at han havde tabt en 200 kr.-seddel på gulvet. Den 87-årige blev noget forundret herover, men kunne ikke udelukke tabet, så han tog imod pengesedlen og forlod butikken med sine varer. Efter hjemkomsten kunne den 87-årige ikke finde sit dankort og fik ved henvendelse til banken oplyst, at der allerede var foretaget bl.a. flere uberettigede kontanthævninger samt varekøb til en samlet værdi på mere end 21.000 kr. Efter spærringen af dankortet var der også forsøgt varekøb for mere end 1.200 kr., men disse transaktioner var blevet afvist. Den 87-årige og en medarbejder i supermarkedet kunne oplyse følgende om den mand, der afledte den 87-åriges opmærksomhed: mand, ca. 25-40 år, udenlandsk af udseende, ca. 165-170 cm høj, iført mundbind og var iklædt mørkt tøj. Politiet efterforsker nu sagen i et forsøg på at få identificeret manden, der afledte offerets opmærksomhed, og eventuelle øvrige mistænkte, der uberettiget har anvendt det stjålne dankort.
Politiet opfordrer borgere til at skjule indtastningen af PIN-koden på et betalingskort ved at bruge en hånd eller f.eks. stille sig tæt på betalingsterminalen under indtastningen af PIN-koden. Uden en afluret PIN-kode er et fremmed dankort intet værd for en (trick)tyv.

Fyrværkeri afskudt – Jernbanegade, Store-Heddinge – Stevns

Kl. 15.41 fik politiet en anmeldelse om, at to drenge var ved at affyre et fyrværkeribatteri ved jernbanestationen. Under anmeldelsen til politiet forsvandt de to drenge i løb væk fra området. En patrulje kunne efterfølgende konstatere, at et afbrændt fyrværkeribatteri ganske korrekt stod efterladt på stationsområdet, hvor der ikke var sket nogen skade. De to drenge fandt politiet ikke frem til, selv om affyring af fyrværkeri på denne årstid ikke er tilladt.

Uautoriseret færdselsregulering – Møllehusvej / Helligkorsvej / Fælledvej, Roskilde

Kl. 16.12 måtte en patrulje frem til rundkørslen, hvor en mand gennem ca. 20 minutter havde foretaget uautoriseret færdselsregulering midt i rundkørslen. Ifølge en anmelder var manden til tider årsager til uhensigtsmæssigheder i trafikafviklingen i rundkørslen. Politiet fik kontakt til en 26-årig mand fra Roskilde, som blev sendt væk fra stedet uden at blive sigtet for noget, idet hans adfærd på stedet trods alt ikke havde været årsag til f.eks. sammenstød eller andre, større forstyrrelser i trafikafviklingen.

Brand i legehus – Rahbechsvej, Ellinge Kohave, Højby Sj. – Odsherred

Kl. 17.38 var brandvæsnet blev tilkaldt til ildebrand i et legehus. Branden havde udviklet en del røg, men brandvæsnet fik dog hurtigt slukket branden. Politiet fik undersøgt brandstedet nærmere og kunne konstatere, at en rygeovn var blevet stillet på trægulvet i legehuset, hvorefter ildebranden opstod. En 73-årig mand fra Højby Sj. blev anset som den ansvarlige for brandens opståen og derfor sigtet for overtrædelse af beredskabslovgivningen, så han nu kan forvente at få en bøde fra politiet som afslutning på den strafferetlige del af sagen.

Narkolovgivningen og knivloven mv. – Grevinge Stationsvej, Grevinge – Odsherred

Kl. 19.55 besluttede en hundepatrulje sig for at ville kontrollere en personbil, der holdt parkeret ved Grevinge station. I bilen befandt sig flere personer, hvoraf to flygtede fra stedet, da politiet begyndte at vise interesse for bilen. Hundepatruljens hunde løb dog hurtigere end de to flygtende personer, som kastede små poser fra sig under flugten. De blev begge tilbageholdt og anholdt sammen med en tredje person ved bilen. Der var tale om en 29-årig mand fra Hedehusene, en 31-årig mand fra Ballerup og en 42-årig mand fra Grevinge. Den 29-årige havde ved anholdelsen en kastekniv, godt tre gram hash og knap ½ gram hash på sig, så han blev sigtet for overtrædelse af knivloven og lov om euforiserende stoffer. Den 42-årige var i besiddelse af et ulovligt kanonslag samt nogle smertestillende og receptpligtige piller, som ikke var udstedt til ham, efter at politiet havde ransaget hans bopæl. Sigtelserne mod ham kom derfor til at omhandle overtrædelse af fyrværkeriloven og lov om lægemidler.
De bortkastede poser viste sig at indeholde et kokainlignende stof, som politiet undersøger nærmere, inden nogen bliver sigtet for den ulovlige besiddelse af stoffet. Den 31-årige blev indledningsvist ikke sigtet for noget og blev sammen med to øvrigt løsladt efter endt efterforskning i sagen, hvor i det mindste de to sigtede kan forvente at høre nærmere fra politiet.
I forbindelse med politiets arbejde på stedet ville en 25-årig kvinde fra Hørve kl. ca. 21.10 have oplyst identiteten på en af de anholdte, som befandt sig i politiets varetægt. Det afslog politiet af hensyn til den anholdte, hvilket frustrerede kvinden i en sådan grad, at hun højlydt kaldte det tilstedeværende politiet for mindre pæne ting, så selv rejsende på den nærliggende togstation kunne høre det. Derfor sigtede politiet den 25-årige for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af sin nedværdigende omtale af politiet.

Narkobilist uden førerret – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Kl. 21.03 standsede færdselspolitiet en bilist i det sydgående spor på Køge Bugt Motorvejen mellem de to Solrød-afkørsler med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet. Bag rattet sad en 25-årig kvinde fra Slagelse, som ikke kunne fremvise et kørekort. Hendes førerret og kørekort havde politiet inddraget i 2020 i forbindelse med en sag om narkokørsel, så hun blev indledningsvist sigtet for kørsel uden førerret i personbilen. Hun deltog efterfølgende i en narkometertest, der indikerede, at hun igen var påvirket af euforiserende stoffer under kørsel i en bil. Politiet anholdt hende derfor kortvarigt i forbindelse med udtagelse af en blodprøven til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer (mistanke om cannabis). Når blodprøven er analyseret, vil hun høre nærmere fra politiet.

Færdselsuheld – Skovvejen, Bjergsted, Svebølle – Kalundborg

Kl. 22.30 rykkede politiet ud til et færdselsuheld på Skovvejen ved rundkørslen ved Bjergsted, hvor tre personbiler var blevet impliceret. Ingen var kommet til skade ved uheldet, efter at en 81-årig mand fra Kalundborg var kørt i vestlig retning. Han havde via et ca. 10 meter langt tov mellem sin egen bil og en defekt bil styret af en 21-årig mand fra Kalundborg. Under kørslen var ratlåsen i den 21-åriges bil blev aktiveret, så hans bil var kørt i grøften på den modsatte side af vejen og stadig med tovet udspændt mellem bilerne. Det så en 23-årig mand fra Holbæk ikke, så han kørte ind i tovet under sin kørsel i østlig retning. Det bevirkede, at der opstod skade på både den 23-åriges og den 21-åriges biler, så den 21-åriges bil måtte afhentes af et bugseringskøretøj. Politiet har nu optaget rapport om uheldet på grund af mistanke om ulovlig slæbning af et køretøj.

Brandundersøgelse – Bjergmarken, Holbæk

Kl. 00.40 fik politiet en anmeldelse om mistænkelig adfærd fra to mørkklædte mænd, der kastede en sten i retning mod en parkeret personbil. Kort efter kastede de yderligere noget i retning af bilen, som herefter brød i brand. De to mænd løb herefter fra stedet. Brandvæsnet blev tilkaldt og forsøgte at slukke branden i bilen, men branden bredte sig til en anden personbil, der holdt parkeret ved siden af. En varebil, der også holdt tæt, kunne måske være blevet beskadiget på grund af varmeudviklingen ved bilbranden. Ingen personer kom til skade ved branden, og politiet fandt heller ikke umiddelbart de to mænd, der blev beskrevet som: A: Mand, 190-200 cm, Iført: sort tøj, og B: Mand, 170-180 cm, Iført: sort tøj. De berørte bilejere er underrettet om branden.

Politiet vil gerne i kontakt med personer, der har bemærket de to mistænkte i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Natsejlads endte galt – Bådehaven, Køge

Kl. 00.46 kørte flere patrulje til Køge Marina efter en anmeldelse til alarmcentralen om, at flere personer var faldet i vandet og dermed var i nød. Til stedet blev også sendt ambulancer, en akutlæge, det lokale redningsberedskab og en redningshelikopter. I området ved marinaen fik politiet lokaliseret en speedbåd, der lå og slog ind mod stenene på en mole. I båden befandt sig en mand og to yngre kvinder, som det lykkedes umiddelbart at få reddet i land, så der ikke blev brug for redningshelikopteren. Politiet rekvirerede efterfølgende Forsvaret til at bugsere den forulykkede speedbåd ind i selve havnen. De reddede personer var en spiritus- og narkopåvirket 23-årig mand fra København og to piger på 15 år fra Svebølle og 16 år fra Køge. Da den 23-årige i sin påvirkede tilstand havde været fører af speedbåden, blev han anholdt og sigtet for overtrædelse af sølovgivningen. I samme forbindelse fik han udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer, så hans påvirkning heraf kunne belyses nærmere. Under sejladsen i blæsevejret var motoren på den 23 fod store speedbåd gået ud, så den 23-årige havde efterfølgende mistet kontrollen over båden og var drevet ind i stensætningen ved en mole. Alle tre var sluppet uskadte fra hændelsen, og efterfølgende blev pigerne overdraget til deres værger. Endvidere har politiet udfærdiget en socialrapport om nattens sejlads ud fra en bekymring om pigernes dømmekraft ved den natlige sejlads. Kun den 23-årige mand blev sigtet i anledning af sejladsen og kan derfor forvente at høre nærmere fra politiet, når efterforskningen er afsluttet. Redningsindsatsen blev afsluttet kort før kl. 02.30, da speedbåden var bragt i sikkerhed ved et slæbested i havnen.


Søndag – mandag


Påvirket bilist ramte benzinstander – Nordhøj, Køge

Kl. 12.55 anmeldte en bekymret bilist, at han havde kørt bag ved en bil på Køge Bugt Motorvejen, som slingrede fra vognbane til vognbane. Den slingrende bilist var kørt af motorvejen ved afkørsel 32 i Køge, hvor han kørte videre til et tankanlæg ved Cirkle K tanken på Nordhøj ved transportcentret. Her ramte bilisten en benzinstander med det det ene hjul på bilen, dog uden at der skete større skade.

En patrulje kørte til Nordhøj, hvor de mødte den slingrende bil, tæt ved tankstationen, hvor bilisten blev standset. Bag rattet sad en 21-årig mand fra Hvidovre, som blev skønnet påvirket af narko eller medicin. Han blev testet med narkometeret, som viste at han havde indtaget det bevidsthedspåvirkende stof Benzodiazepin. Han blev derfor anholdt og sigtet for at køre i påvirket tilstand. Den 21-årig blev visiteret, hvor patruljen fandt en ulovlig peberspray på ham, som blev beslaglagt. Han blev sigtet for at overtræde våbenloven og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

En undersøgelse af tankanlægget viste, at der ikke var sket skade på stander eller køretøj. Den 21-årige kan forvente at høre mere fra politiet i sagen, når resultatet af blodprøven kommer.

Færdselsuheld – Odsherredvej, Nørre-Asmindrup – Odsherred

Kl. 13.31 skete et uheld på Odsheredvej i sydgående retning ved Nørre-Asmindrup, da to biler stødte sammen i forbindelse med en sammenfletning af vejbanerne. En 45-årig mand fra Brøndby Strand, fejlvurderede afstanden til den forankørende bil i forbindelse med sammenfletningen, og påkørte bilens bagende. Den forreste bil blev ført af en 42-årig mand fra Vig. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor de to bilister blev tilset. Den 45-åriges bil kunne ikke køre væk fra stedet, og en skiltevogn blev sendt til uheldsstedet, for at lede trafikken udenom. Vejen blev afspærret mens der var oprydning på stedet, men kunne genåbnes omkring kl. 14.17. Ingen personer kom noget alvorligt til, men politiet registrerede uheldet.

Ung mand sigtet for blufærdighedskrænkelse – Tinggårdsparken, Tune – Greve

Kl. 21.12 anmeldte moderen til en 14-årig pige, at datteren og en veninde kort forinden havde været udsat for blufærdighedskrænkelse af en ung mand på et stisystem ved golfbanen i Tune. Politiet kørte til stedet, hvor pigen og veninden blev afhørt til sagen, mens pigens mor var til stede. De to 14-årige piger havde mødt den unge mand ved søen, hvor han havde fulgt efter dem. På stisystemet imellem Lundegårdsskolen og Tinggårdsparken havde den unge mand talt til pigerne, som var blev utrygge, så de gik ind på Lundegårdsskolen for at aflede den unge mand. Da pigerne kom ud på stisystemet igen mødte de den unge mand igen. Han havde bukserne trukket ned om knæede og rørte ved sine kønsdele. Pigerne løb herefter fra stedet og ringede til den enes mor.

En patrulje kørte en tur i området, hvor flere vidner blev afhørt. Politiet fik her identificeret den mistænkte, en 17-årig ung mand fra lokalområdet. Patruljen kørte til den mistænktes adresse, hvor han blev sigtet for blufærdighedskrænkelse og afhørt til sagen. Han nægtede at have blottet sig for pigerne. Den 17-åriges mor var hjemme, da politiet ankom, og hun blev orienteret om sigtelsen. Politiet underrettede de sociale myndigheder om sagen, da den sigtede er under 18 år. Han kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi