Alvorligt uheld på Frederiksberg i Svebølle

dato

Klokken 08.51 skete der et alvorligt uheld på Frederiksberg i Svebølle, da en bus kom over i modsatte vognbane og stødte sammen med en lastbil. Buschaufføren, en 66-årig mand fra Odsherred, kørte i sydlig retning, mens lastbilchaufføren, en 47-årig mand fra Mørkøv, kørte mod nord.

Buschaufføren blev fastklemt i bussen og kom alvorligt til skade. Politi og redning blev hurtigt sendt til stedet, hvor buschaufføren blev frigjort og kørt til sygehuset med politieskorte. Hans tilstand er fortsat kritisk. Lastbilchaufføren slap uden alvorlige skader og blev ligeledes kørt til sygehuset i en ambulance.

Vejen blev afspærret, og busruter forbi stedet blev omlagt. En lægehelikopter blev tilkaldt og landede et stykke derfra, hvorefter lægen blev hentet af en patrulje. Politiet underrettede de pårørende om ulykken.

Bilinspektøren blev tilkaldt og undersøgte uheldsstedet. Der blev bestilt særtransport til at fjerne de tunge køretøjer, og vejen blev ryddet og kunne åbnes igen omkring kl. 15.15. Rutinemæssige blodprøver blev udtaget af begge parter i uheldet, og bilinspektørens rapport i sagen afventes.

Kilde: Politiets Døgnrapport